Tall Ship Race i Århus

Herning Indoor Tattoo 2007

Harry & Solveig var et stort hit på Herning Indoor Tattoo

Det trofaste publikum svigter aldrig! Om man så er nødt til at sidde på en trailer og vente på at showet starter!

 

Oplevelser…..

Gennem de 40 år Struer Attrap Tyrolerne har eksisteret har der været mange store og mindeværdige oplevelser.

 

Nogle af dem der stadigvæk tales om er Forum i 1972 og Bergen i 1980. I 1972 fejrede DSB 125 års jubilæum og her var Attrap Tyrolerne engagerede til at spille for 5000 mennesker i et propfyldt Forum i København. Orkestret formåede at få det store publikum ud på dansegulvet og havde flere gange gæsterne oppe på bordene for at synge med på de kendte slagere.

 

I 1980 deltog Struer Jernbaneorkester i det 5. Nordiske Jernbane-Musikstævne i Bergen i Norge. Koncerten blev holdt i den imponerende Grieg Hallen og ved den efterfølgende gallamiddag for de 11 musikkorps fra Danmark, Finland, Norge og Sverige var Attrap Tyrolerne blevet bedt om at optræde. Mange af tyrolerne vil stadig huske hvordan det rislede koldt ned af ryggen på dem, da de under indmarchen blev modtaget af et brøl og bifald, som man vist kun hører i Parken når landsholdet spiller nu om dage.

 

Af nyere oplevelser kan nævnes skyttefest i Hannover og Beverstedt i Tyskland, Cheminovas firmafest med Dario Campeotto som solist, The Tall Ship Race i Århus, hvor orkestret var engageret af Fur Bryghus til at spille ved deres øltelt på havnen, og ikke mindst Herning Indoor Tattoo i oktober 2007. Her havde Attraptyrolerne deres eget indslag i det internationale show, og når publikum, i en udsolgt messehal, stamper i stålpladerne som en anerkendelse af præstationen så er det dejligt at være Attraptyroler.

 

Et helt særligt kapitel i tyrolerorkestrets historie er dog byfesterne i Struer, når Tyrolerne havde ølteltet på havnen. Det var for nogle af de mandlige medlemmers vedkommende en hel uges arbejde, da de frivilligt hjalp med at stille det store telt op om tirsdagen. Onsdag kom de der kunne og hjalp med borde, stole og pyntning. Torsdag, fredag, lørdag og søndag var alle ”mand” af huse fra tidlig morgen til sen nat med servering, små orkestre, shows, oprydning og ren- og klargøring til næste dag. Mandag skulle teltet så pakkes ned igen af de samme som var med til at stille det op.

 

Sådan en uges indsats kunne kun lade sig gøre på grund af det gode sammenhold og kammeratskab i orkestret, hvor der blev ofret ferie og fritid for sagen, men så sandelig heller ikke uden den store opbakning og hjælp der var, og er, fra de pårørende – kaldet ”pigerne” – uanset om der er tale om konen, kæresten eller manden. Sådan en støtte er guld værd for et orkester.

 

Det var da også med et tungt hjerte man på generalforsamlingen i 1998 besluttede at man ikke ville søge om ølteltet igen til byfesten i 1999, for man måtte erkende at gennemsnitsalderen i orkestret var blevet for høj og kræfterne for små til at kunne klare opgaven.

 
Det bedste for en Tyroler er at publikum er glad og har haft en god oplevelse når showet er slut
Attrap Tyrolerne Struer
Lav din egen hjemmeside med mono.net